|
Har du lyst til at køre stærkt, vildt og sjovt - så er motocross måske noget for dig.
Ungdomsskolens crossafdeling har baner bag ved genbrugsstationen i Højelt, hvor vi også har vores eget klubhus. Banerne er udfordrende og vi betragter crosskørsel som en seriøs sport og stiller derfor store sikkerhedsmæssige krav til både instruktion og materiel. Vi stiller 20 stk. 80cc maskiner og sikkerhedsudstyr, hjelme - panser o.l. til rådighed. Derved giver vi dig mulighed for at dyrke en sjov og spændende sportsgren under trygge forhold, og uden at det koster en “bondegård”.
Når du kører cross, er det nødvendigt, at du også lærer at reparere maskinerne - de udsættes jo for en stor belastning. Derfor er en del af din tid optaget med at splitte og skrue og samle, således at de er klar til en ny omgang hop og fræs på banen.
Vi deltager i stævner over hele landet, både lokale mesterskaber og DM. Vi har et godt kammeratskab i crossen, og vi hjælper hinanden. Du er velkommen til at besøge os, inden du melder dig til holdet. Vælger du at tilmelde dig, skal du indbetale 1000 kr. Derudover skal du selv betale benzin, olie og slipdele. Du kan tilmelde dig dette hold allerede fra 6. klasse. På dette hold skal du selv sørge for transport til og fra banen.
Pris 1.000,- kr.
Der kan være lidt brugerbetaling ved løb og lign.
Til dine forældre
Forældre er en vigtig ressource, og har du mulighed for at deltage som official, flagholder eller kan hjælpe med at køre til stævner, så er du mere end velkommen.
|